Stardate:160609

Dagens soundtrack: Vanexxa,La Desheredada. Min familie var gladere for ultramoderne hip-hop-kabaret end for klassisk/retro 80'er poppen fra mecano og Conchita. Det er en god ting, jeg ikke har sat noget med la oreja de van gogh paa(og da slet ikke efter at Amaia forlod skuden), for saa ville jeg metaforisk set faa en mursten gennem ruden. Anyways, vi tager noget mere avantgarde fra vanexxa her.

Var til eksamen, og jeg blev noget trät af det. Her er ogsaa en eller anden form for varmebölge for tiden, hvilket egentlig ikke har gaaet mig paa, sandynligvis pga mit bums-couture ccc (camiseta, chandal, chanclas) - tiggeren foran mercadona vendte sig bort fra mig i afsky uden overhovedet at pröve at tigge af mig her den anden dag.

Saa efter eksamen tänkte jeg at jeg ville daffe den totalt og se lidt film, saa jeg saa slutningen paa predator 2(saa starten den anden dag). Seriöst, hvem er director of photography paa det her? den er jo helt ude i hampen med wong kar-wai style framing med spejle, gennem döre og ruder og enorm fokus paa lyssätning og komposition, jeg tror den pröver at komme med et udsagn om voyeurisme i forholdt til tv og sätte i psykologisk sammenhäng med tankegangen bag safari, og om der findes noget som en uindblandet tilskuer. Hvad sker der dog for afslappede hjernedöde actionfilm?
Saa saa jeg ogsaa Il Portiere Di Notte, som er overfor f.eks. "the reader", hvad en björnesaks er overfor en musefälde. Jeg havde faaet fat i en italiensk version uden undertekster, men bortset fra isär en scene hvor nazisterne snakker om deres processer og terapi, var jeg rimeligt godt med, hvilket jeg er glad for; hvem skulle have troet at alt det nek og gigliola cinquetti(og tiziano ferro) ville blive nyttigt en dag.
Anyways, filmen var alt for lang(nästen 2 timer), men absolut sevärdig, og det var behageligt for en gangs skyld at se en film som behandlede 2.verdenskrig, ikke med den normale angenehme afstandstagen(formaliseret vha. en massiv og forblöffende ensrettet fiktionalisering i medierne) men med et uhyggeligt närvär: hele pointen er at hovedpersonerne indser at intet er forandret siden de mödtes(og indledte et forskruet forhold) i en kz-lejr 13 aar tidligere, hun som fange, han som ss-totenkopf. Hele resten af verden har travlt med at rengöre og ensrette den historiske virkelighed, som f.eks. natportierens gamle ss-kammerater, som förer processer og terapi indenfor egne räkker og som ikke kan tolere at han ikke kan "lägge fortiden bag sig". I Frydenholm-style, er pointen, at i virkeligheden har intet ändret sig, og problemet er, at hovedpersonerne ikke bare lader som om ligesom alle andre.
En "farlig" film.