Saturday 28 November 2009

Lørdag


Det lader til at Antonia dell'Atte er fra Brindisi(ligesom i øvrigt Flavia Penetta). Bare et tilfælde?
Mine sprogskoletimer denher uge har været underholdende, men jeg har sandelig lavet mange fejl. På den anden side deltager jeg aktivt i timerne, det bør vel tælle for et eller andet.

Så så jeg Ulisse på italiensk, hvilket egentlig gik ganske tilfredsstillende, altid en hjælp at kende historien i forvejen. En af de første film jeg kan huske at have set, og den holder stadigvæk to the max. Kirk Douglas er intet mindre end genialt castet som Odysseus, og Silvana Mangano spiller fortrinligt. Filmen er lidt som en gyserfilm, hvor man får lov til at holde med monsteret hele vejen igennem; jeg mener, vi ved allesammen hvad der skal ske med de stakkels friere(Anthony Quinn, bl.a.), som egentlig ikke er så onde(okay, de snakker om at dræbe Telemachos, men stadigvæk!), og man sidder og følger med(og hepper) i nedtællingen til showdown, "når Kirk kommer hjem".
Jeg forsøgte også at finde en boghandel, hvor jeg kan købe et eller andet bestselleragtigt(Jurassic Park?), men endte i den fra den anden dag, som spænder fra romerske senatores taler hen over Lorenzo di Medici til kommenterede analyser af Wittgenstein. Købte en oversat lille roman af Heine.

Monday 23 November 2009

Mandag


Dagens soundtrack, Nek:Sul Treno. Hvem skulle have troet Nek kunne være så følsom?

Ikke de store nyheder, tog fejl af dagen mht. de nye sprogskoletimer, de starter i morgen. Lader til at julen officielt er i gang her i Lecce, startede her i morges kl.4 med salg på gader og stræder af egnsspecialitet-julekager. Jeg lå i min lune seng på det tidspunkt, men lokaltv informerede behørigt om det.

Friday 20 November 2009

Fredag

Dagens klip: Tie mellem Tiziano Ferro med Ti Voglio Bene. Reads like a gay break up,
og Adriano Celentano med Veronica Verrai. Ok sang, pinlig frakkeskødevifte-dans Adriano fyrer af. Bemærk at solodanserinden er Lorella Cuccarini, kendt som "le gambe più belle d'Italia".

Jeg fik i lavet en del i går, hvor jeg kom til lægen og fik mit certifikat, og meldte mig ind i det lokale fitnesscenter. Det er dyrt men usselt. Byen er ikke vildt billig. I dag var jeg så til timer og da jeg fulgtes i elevatoren med en af de polske stræbere, spurgte han om jeg ville med og plukke appelsiner, i nærheden er der et fakultet, som har nogle træer foran indgangen. Jeg var selvfølgelig klar, og det kan være det er ulovligt, men den eneste, der sagde noget, var en ældre dame, der selv kom for at tage sig af retterne, som bemærkede at det var en god ting at være høj når man skulle plukke appelsiner. Så fik vi os en lille snak omkring vores nostalgiske affekt for guano apes, hvilket også var hyggeligt.
Jeg spurgte vores italiensklærerinde hvilke ekstra timer hun ville mene jeg kunne tage(da jeg meldte mig ind fik jeg at vide at jeg kunne tage nogle flere uden at betale mere), og hun foreslog nogle, der ligger udmærket.

Tuesday 17 November 2009

Tirsdag


I dag lagde jeg ud med at få betalt sprogskolen, nu skal jeg bare lige i morgen efter timer vise dem kvitteringen, og så skulle det være ordnet. Jeg har stadig ikke fundet ud af hvor jeg kan få et lægecertifikat, på hospitalet var der vild forvirring over at jeg ikke er indregistreret nogen steder som noget som helst. Jeg har skrevet til en fyr på erasmuskontoret, men i morgen efter timer smutter jeg hen til deres kontor og spørger. Jeg har ikke hørt fra universitetet, så i løbet af ugen(torsdag?) tager jeg nok derop for at se hvornår der er timer og seminarer, deres hjemmeside er ikke særligt godt opdateret.

Jeg skulle vente på at et kontor åbnede, og derfor købte jeg mig en tv-guide("dipiùtv", det rimer lissom), for at få tiden til at gå. Også altid godt at vide på forhånd, hvornår der er "Walker - Texas Ranger". Der var uventet "bonus" da der i anledning af den nye twilight film var et par siders uddrag af bogen i bladet(de måtte godt have sparet sig helsidesposteren af Robert Pattinson dog). Jeg tænkte at min arbejdsindsats indenfor italienske popsange ville være et fint fundament, og det er det, men her og nu efter et recap og en halv spalte, er jeg allerede temmeligt forarget.
Seriøst, jeg anser altså ikke mig selv for SÅ nem at forarge, jeg syntes at "Henry: A Portrait of a Serial Killer" var en god film, jeg holdt med Marlon Brando i A Streetcar Named Desire, normalt når jeg kommer ud for kunstneriske provokationer, er min holdning hovedsageligt træt nedladende. Men ligesom "7th Heaven" giver en lyst til at brænde kirker ned og høre Ice-T, overskrider det her twilight-noget helt klart mine grænser.
På en halv spalte(!) er det lykkedes den mandlige vampyr at undskylde fordi han løj for fortællerinde-heltinden "for hendes skyld, for at beskytte hende mod det som han er", for derefter at lave den fikse passive-aggressive gambit til anklagende at spørge hvordan hun kunne tro ham? Jeg er nødt til at citere:

-"Ma come hai potuto credermi? dopo che ti ho ripetuto migliaia di volte che ti amavo, com'è stato possibile che una sola parola frantumasse la tua fiducia in me?"
Non risposi. Era troppo sbalordita per elaborare una frase razionale.
-"Lo vedevo nel tuo sguardo, sembravi sinceramente convinta che non ti volessi più. L'idea più assurda e ridicola... come se io potessi mai trovare il modo di esistere senza aver bisogno di te!"

Sorry, jeg var nødt til at få det ud. Det er simpelthen så forfærdeligt. Det er altså "heltindens" skyld og sårende at helten lyver og forlader hende, og det bliver altsammen præsenteret som et eller andet ideal indefor romantisk kærlighed. Hvem skulle have troet at jeg ville finde dether så forargende?

Sunday 15 November 2009

søndag


Dagens soundtrack: Alessandra Amoroso,Estranei A Partire Da Ieri. Uhørt vammel, men ok stort hit for tiden.

Jeg gik ud til hospitalet i går for at få et lægecertifikat, og af princip gik jeg derud, selvom det ligger et stykke væk. Det viste sig at være lidt af en odysse, da vejskiltene retter sig mod biler, og man risikere pludselig at stå i nødsporet i en landevej. Flere gange. Jeg nåede derud, men det viser sig at jeg skal til en anden filial, der lykkeligvis ligger inde i byen, og at de har kontortid på mandag. Ellers ikke de store nyheder, jeg laver lektier og lidt turisme.

Thursday 12 November 2009

torsdag

Dagens soundtrack: Tiziano Ferro, Alla Mia Età

Jeg fik skrevet til den relevante professor, og han svarede rimeligt positivt, så jeg satser på at kunne følge et kursus eller to sammen med seminarer. Vi må se hvad han siger. Jeg prøvede også at lave papirarbejdet på sprogskolen, men hende professoren jeg skulle tale med, var der ikke, jeg må sige at det er pænt nok af dem at lade mig være med 2 uger indtil videre uden at have noget skriftligt fra mig.
Så var jeg nede og prøve at melde mig ind i det lokale center, men de behøver en lægeerklæring, hvilket jeg egentlig finder ok sympatisk.
Jeg tænkte først på hospitalet, men det ligger udenfor byen, og jeg gad ikke rigtig prøve at finde den rigtige bus(ingen fartplaner ved busstoppestederne, det ville også være for nemt). Det lader til at der ligger en læge 50 meter fra min lejlighed, men da jeg nåede frem, var middagspausen godt i gang, og jeg tror ikke jeg gider gå derhen nu, kan være jeg får taget mig sammen i morgen.

Det går langsomt fremad med mit italiensk, udover sprogskolen(kun 4 timer om ugen) har jeg også hørt en del italiensk popmusik, skrevet teksterne ned, oversat de ord og vendinger jeg ikke forstod og sunget med igen og igen, og selvom det er en stor hjælp for forståelsen, er jeg ikke sikker på om ikke der er psykologiske følger at at høre de der Tiziano Ferro ting, f.eks. ovenstående link(ja, han græder i musikvideoen), Imbranato(handler om en håbløs forelskelse i en kvinde, der kun er interesseret i ham fysisk) eller Primavera non è +(om affærer. Jeg er i tvivl om det handler om Tiziano der slår op med elskerinden, eller som fortæller konen om elskerinden). Eller Adriano Celentano tingene, Fuoco(udslukt kærlighed og muligvis plastikkirurgi) og Le Stesse Cose(chiasmisk tekst om hvordan ting ændrer sig og alligevel forbliver de samme. Læs: Man kan ikke bede ham om at ændre sig).

Især Tiziano Ferro og hans sentimentale bavl(Imbranato er som en forhammer mod frontalpandelapperne) er kommet bag på mig, og jeg tror jeg er kommet til at indoktrinere mig selv til at mene at tekst, som "Ciao, come stai? -Domanda inutile. Ma a me l'amore mi rende prevedibile" er "vildt sejt". Urgh!

Tuesday 10 November 2009

Tirsdag

Dagens soundtrack: Adriano Celentano: Le stesse cose. Ganske fiks. Men lang.

I dag var en halvvejs succefuld dag, idet jeg fik meldt mig til et kontor for udenlandske studerende, og lavet en del lektier, men jeg fik ikke snakket med den relevente professor, fordi det blev for sent. Jeg har tænkt mig at skrive til ham i aften. Jeg fejlbedømte middagspausen her i byen, som er fra 1300-1600/1630, og dermed ligger noget tidligere end jeg forventede. Men jeg har fundet et center her i nærheden, som jeg satser på at prøve at melde mig ind i her i løbet af ugen, nu skal jeg lige i morgen have lavet papirarbejdet på sprogskolen.

Sunday 8 November 2009

Søndag




I går regnede det hele dagen, og udover en tur på indkøb, sad jeg inde og lavede lektier og daffede den hele dagen. Om aftenen faldt jeg over sidste halvdel af Riso Amaro. Jeg har sværere ved at forstå gamle film end resten af hvad jeg har været ude for her(der var også en med kirk douglas og robert mitchum, der gav mig problemer den anden dag), men det hjælper heller ikke at falde ind midt i dem, og de kan være ganske komplicerede(looking at you, kirk!). Anyways, selv sådan er den film som en atombombe i ens(min) hjerne. Vista obligada.

I dag var det godt vejr, og jeg har været i midtbyen og tage billeder. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvor jeg kan købe busbilletter, det så ikke ud som om togstationen var stedet.

Friday 6 November 2009

fredag

Dagens klip Tiziano ferro med Primavera non è +
I dag var jeg så til timer i italiensk, og jeg tror niveauet passer mig fint, det går stille og roligt, og det bliver ikke noget problem at koble sig på. Desuden er der fyldt med spaniere, og jeg blendede fint ind i mængden af suspekte accenter og generel mistænksomhed over at bøje el participio pasado efter køn. Jeg havde jo alle mulige planer om at komme rundt i byen og købe busbilleter og et elkabel og at finde et fitnesscenter, men da jeg fik fri regnede det fuldstændig sindssygt, hvilket det er blevet ved med, hvor meget skal der til at det er en officiel oversvømmelse? bilerne stod i vand op til akslerne på visse strækninger. I hvert fald kom jeg totalt gennemblødt hjem og har siden slappet af herhjemme og lavet lidt lektier. Tror ikke jeg får lavet så meget mere i dag.

Thursday 5 November 2009

torsdag

Først: Jeg er irriteret på min udlejer, fordi hun i email skrev en pris med gas,vand og el, og her da jeg mødte frem, mente 50 € mere. Not cool. Man kan sige, at til gengæld ved jeg, hvad jeg kan regne med fra hendes side, og jeg har tænkt mig at få så meget for pengene som muligt.

I dag var ellers en ok succesfuld dag, jeg startede med at finde sprogskolen for udlændinge, og der var ingen ko på isen, jeg har min første time i morgen, og skal tale med dem igen i næste uge om niveauet er ok. En enorm lettelse at det var så let, og nu vil jeg bare se hvordan det går med timerne.
Ridende på denne bølge af succes, bestemte jeg mig for om eftermiddagen at tage ud til universitet(fakultetet ligger desværre i en universitetsby udenfor byen, og jeg må se at finde ud af bussystemet, man kan ikke købe billetter i busserne - ikke den fedeste oplevelse). Jeg syntes også jeg havde set noget om nogle seminarer.
Så jeg spurgte i skranken, og blev informeret om at kl. 4 var der noget, der "måske var et seminar". Og det var saadan det gik til at jeg kom til at deltage i et fakultetsmøde, med votering og det hele(ja, botanik bliver skåret ned, sorry). Mod min første indskydelse havde jeg sat mig centralt oppe foran, og var godt lukket af af ældre forelæsertyper. Men jeg forstod forbløffende meget af hvad der foregik, så positivt også.

Wednesday 4 November 2009

onsdag

Well, saa jeg er i Lecce i syditalien. Lejligheden er til overpris, og selvom det ikke er mine penge, er jeg ikke totalt glad over det. Ikke at den er dårlig, det er bare irriterende at have fornemmelsen af at blive snydt. Jeg bor ellers udmærket, med et stort værelse(godtnok stueetage ud mod vejen - heldigt at den ikke er så trafikeret), og de to jeg bor sammen med er unge italienske studerende, som er nemt duperede.
Rejsen var hård, men jeg har ikke mærket noget til min maveinfektion, så det er positivt. Jeg fik ordnet en del nødvendige ting i dag, men skal stadig have snakket med universitetet(kontorerne var lukkede i dag, det er åbenbart en halv helligdag), men jeg har nogle seminarer i morgen.
Ellers må jeg sige at byen er ret flot, og ganske behagelig(palmer overalt). Man kan nå langt med "Aznar school of italian", og jeg håber virkelig, der er et italienskkursus der vil have mig, for at rette op på de brutale overgreb jeg gør på sproget.

Followers