Tirsdag

I dag lagde jeg ud med at få betalt sprogskolen, nu skal jeg bare lige i morgen efter timer vise dem kvitteringen, og så skulle det være ordnet. Jeg har stadig ikke fundet ud af hvor jeg kan få et lægecertifikat, på hospitalet var der vild forvirring over at jeg ikke er indregistreret nogen steder som noget som helst. Jeg har skrevet til en fyr på erasmuskontoret, men i morgen efter timer smutter jeg hen til deres kontor og spørger. Jeg har ikke hørt fra universitetet, så i løbet af ugen(torsdag?) tager jeg nok derop for at se hvornår der er timer og seminarer, deres hjemmeside er ikke særligt godt opdateret.

Jeg skulle vente på at et kontor åbnede, og derfor købte jeg mig en tv-guide("dipiùtv", det rimer lissom), for at få tiden til at gå. Også altid godt at vide på forhånd, hvornår der er "Walker - Texas Ranger". Der var uventet "bonus" da der i anledning af den nye twilight film var et par siders uddrag af bogen i bladet(de måtte godt have sparet sig helsidesposteren af Robert Pattinson dog). Jeg tænkte at min arbejdsindsats indenfor italienske popsange ville være et fint fundament, og det er det, men her og nu efter et recap og en halv spalte, er jeg allerede temmeligt forarget.
Seriøst, jeg anser altså ikke mig selv for SÅ nem at forarge, jeg syntes at "Henry: A Portrait of a Serial Killer" var en god film, jeg holdt med Marlon Brando i A Streetcar Named Desire, normalt når jeg kommer ud for kunstneriske provokationer, er min holdning hovedsageligt træt nedladende. Men ligesom "7th Heaven" giver en lyst til at brænde kirker ned og høre Ice-T, overskrider det her twilight-noget helt klart mine grænser.
På en halv spalte(!) er det lykkedes den mandlige vampyr at undskylde fordi han løj for fortællerinde-heltinden "for hendes skyld, for at beskytte hende mod det som han er", for derefter at lave den fikse passive-aggressive gambit til anklagende at spørge hvordan hun kunne tro ham? Jeg er nødt til at citere:

-"Ma come hai potuto credermi? dopo che ti ho ripetuto migliaia di volte che ti amavo, com'è stato possibile che una sola parola frantumasse la tua fiducia in me?"
Non risposi. Era troppo sbalordita per elaborare una frase razionale.
-"Lo vedevo nel tuo sguardo, sembravi sinceramente convinta che non ti volessi più. L'idea più assurda e ridicola... come se io potessi mai trovare il modo di esistere senza aver bisogno di te!"

Sorry, jeg var nødt til at få det ud. Det er simpelthen så forfærdeligt. Det er altså "heltindens" skyld og sårende at helten lyver og forlader hende, og det bliver altsammen præsenteret som et eller andet ideal indefor romantisk kærlighed. Hvem skulle have troet at jeg ville finde dether så forargende?